Velkommen til min nye side alle sammen.

Så blev det dagen hvor min nye blog så dagens lys.

Jeg har glædet mig som et lille barn til at kunne delagtiggøre jer i min verden på et mere day-to-day basis.

Men nu sidder man pludselig her i sit hjem – endda i sit ny indrettede “bloggerrum” (læs; gæsteværelset) og skal til at kaste sig ud i det og skal træffe den store beslutning der hedder “hvad skal mit første indlæg handle om?”

Det er svært at vælge når man har tusinde ting på hjerte – og det er måske også for ambitiøst at starte ud med et indlæg omhandlende Inger Støjbergs skræmmekampagne, racedrab i USA eller drabene under gay-priden i Israel som sit første indlæg? Og måske for putte nuttet at skrive om MaggieMys første tand der er på vej, livet på barsel eller opskriften på en Nutella-kage..?

Mulighederne er mange.. Men tænker vi måske skal starte stille ud og lære hinanden at kende i dette cyperunivers?

Jeg hedder Silas, gift, er 32, bor i Brønshøj. Far til (i mine øjne) verdens lækreste pige MaggieMy og til verdens bedste hund Batman.

Har villa,vovse og næsten en Volvo. Har lige fejret to års bryllupsdag med min mand Johannes. Går pt på barsel med min ti måneders gamle datter, MM.

Har en budget konto, en opsparingskonto, en firmakonto og alt andet praktisk som min bankmand Michael siger jeg skal have. Dog med undtagelse af en pensionsopsparing – det er en evig diskussion mellem Michael og jeg, men jeg synes det lugter lidt af død… Anyways…

På mange punkter er jeg ligeså småborgerlig som mange andre – og gud hvor jeg elsker det!!

 

Havde man spurgt mig for bare fem år siden om hvor jeg så mig selv om fem år – så ville jeg nok have sagt at jeg ville være havnet alle andre steder end hvor jeg er.

Jeg har haft en evig tro på at jeg skulle leve det vilde rock’n’roll liv, med masser af arbejde, fest og intet ansvar. Og hvor man kunne pakke sin kuffert og være ude ad døren på fem minutter hvis nogen ringede med et nyt job.

Istedet er jeg havnet i provinsen, ordner have, vander planter og fylder min opvaskemaskine dagligt. Lufter hund, skifter bleer, kysser min mand farvel når han tager på arbejde og vinker farvel fra vinduet når han kører ned ad gaden i sin hvide Peugeot107 der stadig er på afbetaling.

Og jeg har aldrig været lykkeligere.

For jeg er en heldig mand der har en masse glæde og lykke omkring mig.

Jeg har været heldig at få skabt mig min drømme karriere. Det jeg har drømt om at lave fra jeg var helt lille (hvis man ikke tæller årene med hvor jeg troede jeg skulle være statsminister – stadig ikke en drøm jeg helt har sluppet 😉 ). Denne store del af mit liv kommer bloggen nok til at handle en del om. Mine tanker omkring mine valg, mine frustrationer, mine nerver, min skræk for ikke at være god nok, min kamp mod sceneskræk og vigtigst af alt den kæmpe glæde jeg finder i mit arbejde.

Jeg har en fantastisk familie – der udover Johannes tæller Louise der er mor til vores fælles datter. Vi er vel det man på godt gammel dansk kalder en regnbuefamilie. og det er fandme fedt at være!

Vi har købt hus sammen, så nu er jeg i den heldige situation at jeg bor i hus med min mand og min bedste ven. Louise på 1./2. salen og Joe og jeg i stue/kælder.

Der sker meget i dette hjem og her er sjældent et stille øjeblik, hvilket jeg værdsætter højt. Det er ikke utænkeligt der kommer til at være et indlæg eller to om dette heller.

Jeg er på mange måder en privilegeret mand der får lov til at prøve en masse forskelligt. Men jeg tror også på at man selv bliver nødt til at gå ud og skabe sine egne muligheder og finde sit eget ståsted på godt og ondt. Jeg tror ikke på man får noget foræret, jeg tror kun på hårdt arbejde og hvis man er heldig får man folks respekt og er man uheldig får man folks fordømmende jantelovsfinger. Det er chancen man tager – men hvor ville livet blive trist hvis man ikke turde tage chancen…

Så måske er det egentlig det denne blog er for mig- et sted hvor jeg tager chancen og prøver mig selv af. Prøver at dele mine tanker og mine oplevelser med jer. Velvidende at man risikerer at blive rettet på eller rage uklar med folk. men det gør jeg med glæde – for i takt med at jeg bliver ældre er jeg også ved at lære at det ikke altid kun er min mening der er den rigtige 😉

Jeg håber denne her blog bliver et sted hvor I har lyst til at blive en del af debatten og vi måske kan dele tanker og inspirere hinanden.

Man må altid være uenig med mig – så længe tonen er sober og konstruktiv.

Alle er velkomne – og jeg lover at alle indlæg ikke er så lange som dette – og de nok også er bedre formuleret fremover ( nu blev jeg bare ivrig hahah)

Jeg tager denne blog så alvorligt at jeg endda har været ude og investere i en computer i dag (min første EVER) – indtil i dag har jeg kørt alt over min telefon – men nu er det nye tider med nyt udstyr…

Glæder mig til vi skrives ved i morgen

 

Sov dejligt alle sammen

Knus silas 🙂

 

 

 

11800193_10206555594303584_7088735081060754321_nVelkommen til min nye side alle sammen.

Så blev det dagen hvor min nye blog åbnede.